First of all, det her indlæg bliver virkelig stripped down. Jeg smider alt, og blotter mig om noget der har fyldt meget.
Man skulle tro, at når man har hovedet fuld af tanker og at man har super meget at se til, at der er meget mere at blogge om. Men det føles som om at min krop bare holder en pause med at virke optimalt.
Jeg gik i januar måned ned med stress. Sådan en grim omgang stress, hvor jeg begyndte at tabe hår, jeg fik uforklarlige sår på min krop, eksem der var værre end nogensinde før, og min hud var grå, og mine poser under øjnene blev til store sorte sække under øjnene der pludselig var svære at gemme væk..
Mit liv baserede egentlig på at jeg stod op, når min krop ikke var så træt længere, at jeg ikke havde noget valg, og bare var nødt til at sove videre. Så stod jeg træt og uoplagt op, for at se fjernsyn og lave noget mad. Sådan fortsatte det indtil sidst i Maj måned. Det var et levende mareridt, og i al den tid der arbejdede min hjerne på højtryk..
Udadtil, kan jeg godt virke som om jeg har massere af overskud, kender mine grænser for hvad jeg kan holde til osv, men det er langt fra sandheden.
Jeg kan ikke sige stop, og ærligt, det der trækker mig ned, er at hjælpe andre i det omfang at jeg ikke kan sige stop. Jeg hjælper og jeg støtter med et helt hjerte om de mennesker jeg elsker, holder af og føler jeg får noget tilbage fra. Men ofte kommer jeg til at påtage mig andres problemer, så meget, at jeg er ligeså ked af det som dem det reelt handler om. Jeg tror hovedsageligt at det er dét der trækker mig ned.
Det skal slet ikke betyde at folk skal føle sig skræmt væk fra at skrive, ringe eller noget i den dur, for det er mig selv der skal lære at sige fra og det er en god øvelse for mig.
Min helt store kamp med mig selv, er at jeg godt er klar over hvornår min krop har fået nok, men jeg handler ikke på det. Og det er jo mildesttalt for dumt.
Min helt store frygt lige nu, er at falde i igen, på baggrund af mine off dage. Det kræver en del at skulle tage sig sammen og rejse sig op og kæmpe videre for ikke at falde i. Det kræver meget at sige til sig selv dagligt, at man ikke skal tage alt til sig især når man er ualmindeligt følsom.
Dårlige eller spydige kommentarer er lidt ligesom rod. Bare i hovedet. Hvis man lader det ligge, hober det sig op og bliver uoverskueligt. Hvis man bare rydder det af vejen fra start, er knap så uoverskueligt. Og spydige kommentarer og trælse bemærkninger fra andre mennesker, er noget af det jeg har kæmpet mest med og samlet mest på.
Dette er forklaringen på, at jeg kan virke flyvst og lettere ligeglad til tider, altså hvis jeg tager alt det til mig af indtryk jeg møder på en dag så ender det galt.
Og alle ved, at overarbejde ikke er til nogen nytte, hvis man i forvejen er stresset.
SÅ mine bedste råd mod stress eller bare mangel på overskud, især til meget sensitive mennesker er:
- Ikke tag overarbejde!
- Sig fra og vær ærlig. Med ærlighed kommer man længst, og jeg oplever også at der var langt større forståelse for min tilstand. Altså, at det var okay at jeg sagde fra og aflyste aftaler, og hvis man er ærlig fra starten, skal man heller ikke gå og tumle med om man nu har skuffet en anden..
- FIND DIG SELV, i alt det her stress. Man må få det positive ud af det, lære sine grænser at kende, og derved sig selv. Derefter, når man altså kommer ovenpå, så kan man begynde at arbejde med det.
- Giv dig selv den tid du føler du har brug for. Det er bedere at nå til stadiet hvor man keder sig, end at bevæge sig for hurtigt væk. Vi ved også godt alle sammen at det er dumt at gå i byen i en lille kjole, i november måned, hvis man lige er kommet ovenpå en influenza. Så bliver man bare syg igen bagefter..
- For alt i verden, gør noget der plejer din sjæl. Kør gokart, læg make up, gå i svømmehal, træn, i don’t know. Men burde afstresse.