Er det okay at jeg?..

Jeg har fået rigtig meget ros for mit sidste indlæg, og for at fortælle og “komme frem med” mit stress.
Jeg er virkelig glad for det, men der er bare så meget mere, fx hvordan det hele foregår efter, for det kommer jo ikke bare med et trylleslag at man har det helt perfekt igen hver eneste dag.

Som tidligere stressramt synes jeg at det kan være en svær balance, at finde ud af hvornår det er okay at jeg trykker på pauseknappen. Jeg kender efterhånden mig selv godt nok til at vide at når jeg er ukoncentreret, tæt på at græde og har kvalme, at jeg så skal stoppe eller lige trække mig tilbage, og finde årsagen til at jeg bliver plaget af det men det plager mig at hvis jeg fx er i skole har brug for det her break, så kan det måske også gå ud over andre, hvis vi laver en opgave eller projekt sammen.

Og her hvor jeg står nu, tror jeg det kan være ekstremt svært for min omgangskreds at sætte sig ind i min situation. Jeg har ikke mit stress længere. men jeg kan til tider føle mig stresset. I mit hovede er der en stor forskel.
Jeg har ikke lagt skjul på at jeg er på vej op igen, og at jeg faktisk har det rigtig godt, men når jeg indimellem bliver stresset, så kan det godt være svært for folk at forstå, at jeg ikke bare kan køre videre med 100km/t. Jeg bliver nødt til at trække mig tilbage, og finde en løsning mens jeg stadig har overskud, så jeg bare kan køre videre. Men det er min krops signal på at hvis ikke jeg passer på, så kan det altså gå ligeså galt som sidst.
Jeg tror at når man er tidligere stressramt, er det vigtigt at anerkende og acceptere de her dage hvor man har brug for at trykke på pauseknappen, og sige til sig selv at det ikke er et tilbagefald. Sådan en dag havde jeg i dag.

Normalt er jeg ikke sådan en der går og bekymrer mig helt vildt for skoleting, jeg vil gerne have det lavet, og jeg kan mærke, at hvis jeg venter til sidste øjeblik som jeg kunne før jeg fik stress, så bliver jeg faktisk dårlig.
Jeg blev enig med min lærer om, at jeg skulle tage hjem i dag, og koncentrere mig om projektet, så jeg kunne få det færdigt. Og ud over at jeg sad og fik det fysisk dårligt i dag, så vågnede jeg også i nat og havde haft en underlig drøm, og jeg kunne mærke at jeg bare havde sovet en let søvn, og at jeg faktisk fortsat tænkte på det projekt. Altså jeg sov bare virkelig dårligt, og for at jeg kan fungere, så SKAL jeg have min søvn.
Jeg synes det er svært at forklare hvordan jeg har det på dage som disse, men det er lidt som om at jeg glemmer let når jeg er stresset. Jeg har samme hukommelse som når jeg har drukket alkohol fx. Jeg glemmer, og jeg lever lidt i en osteklokke. På samme måde så kan der også kun foregå en ting ad gangen. Enten så tænker jeg, og så lytter jeg slet ikke og er bare i en helt anden verden, ellers så taler jeg men så er jeg ikke rigtig tilstede i mit hovede. Det kan godt lyde lidt voldsomt, men det er måske også bare et par timer jeg har det sådan.

Så jeg tog hjem, og har egentlig brugt det meste af dagen på at komme mig over lige at blive skubbet ned igen. Jeg vidste at jeg havde brug for at dele det med nogle, så jeg ringede til min veninde som desværre bor helt på Bornholm (det ville ellers være ret dejligt hvis hun lige boede om hjørnet og kunne komme forbi da det hele lige stod i flammer.)
Vi taler gerne et par gange om ugen, og fordi vi begge har sådan semi travlt, så ligger det meget naturligt lige at snakke mens jeg lige laver mad, eller handler ind. Så jeg fik taget mig sammen til at gå ud og få handlet det sidste til det aftensmad som Thomas havde efterspurgt og så har jeg fået lavet det. Og allerede fra at jeg kom hjem fra at handle, følte jeg en helt ny energi. Det der med at kunne tale med en veninde som er forstående, men som ikke behøver at analysere hele min situation ned til småstykker, er virkelig helende. Nogen gange kan det være meget rart bare at snakke om hverdagen, og grine lidt når det hele ikke er så sjovt.
Så nu føler jeg at overskuddet til at få lavet min projektopgave færdig er kommet til mig igen. Nogle gange er det småting der skal til. 🙂

Jeg ved ikke hvor interessant det er at læse om min øv-dag, så feel free til at lade være. Men for mig er det forløsende at skrive, og få sat ord på mine tanker.